musik A, matematik B, dramatik C
Denne studieretning er for dem, der gerne vil have musik på højt niveau, men som samtidig gerne vil have muligheden for at få matematik på B-niveau. Studieretningens tredje fag er dramatik C, som især lægger op til et samarbejde med musik. Samarbejdet med dramatik vil primært ligge i 2. eller 3.g, da studieretningsfag på c-niveau som oftest kun har timer i ét skoleår.
Det er ikke muligt at vælge begyndersprog på denne studieretning.
Eksempler på undervisningsforløb:
Toneintervaller og toneskalaer: Hvordan lyder forskellige toneintervaller,
oktav, kvint og så videre, og hvordan anvendes i de musikalsk komposition? De rene intervaller har simple talforhold mellem tonernes frekvens, tallet for hvor hurtigt lufttrykket vibrerer. Hvilke frekvensforhold indgår i dur- og molskalaer? Når man bygger instrumenter, anvender man den såkaldt tempererede skala. Hvordan beregnes frekvensforholdene i den tempererede skala?
Klang: Hvordan lyder forskellige sangstemmers og instrumenters klang og hvordan beskriver man den? Klangen bestemmes af hvordan lydsvingningen er sat sammen af en grundtone og dens overtoner, de toner hvis frekvens er den dobbelte, tredobbelte og så videre af grundtonens. Hvordan måler man de enkelte overtoners styrke i forhold til grundtonen i forskellige klange og hvordan lyder de?
Matematiske mønstre i musikalske kompositioner: Mange komponister lægger mønstre ind i deres kompositioner som kan beskrives matematisk. I de senere år har nogle komponister for eksempel gjort brug af de såkaldte fibonaccital. Hvilke matematiske egenskaber har fibonaccitallene og hvordan bliver de brugt i forskellige kompositioner?
Eksempler på undervisningsforløb mellem musik og dramatik og et eller flere obligatoriske fag:
Opsætning af musical.
Kultur og menneskerettigheder: musik, teater og litteratur som våben i frihedskampen, når ytringsfriheden begrænses, f.eks. i Sydafrika under apartheid.
Interkulturelle kompetencer: fra japansk Noh-teater over orientalsk dans til samisk joik. En vigtig forudsætning for vore dages nødvendige sameksistens er kendskab til og forståelse for både sin egen og de andres kulturelle identitet.
Eksempler på eksamensprojekter:
Den tempererede toneskala, teori og historie.
Overtonemønstrene i konisk og cylindrisk borede træblæseinstrumenter.
Musikalsk og matematisk undersøgelse af Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Triclore.
Sydafrika under Apartheid.
Kultursammenstød.
Det Elisabethanske verdensbillede (Shakespeare).
Afro-kultur og Hip-Hop.