Talentskolen

NGH og Talentskolen har indledt et samarbejde, der betyder, at de talentskoleelever, der går på NGH får samme fleksible vilkår som Sportscollege- og Team Danmark-elever.

Det betyder konkret, at eleverne kan lave særaftaler med deres undervisere om opgaver, hvis de i perioder har brug for en længere frist for aflevering. Det kan også være, at de har behov for erstatningsundervisning og hensyntagen i perioder med fravær pga. forestillinger, projekter eller studieture på Talentskolen.

Talentskolen er et tilbud til dig mellem 15-25 år, der drømmer om en karriere som: skuespiller, musicalstjerne, filminstruktør, animator, billedkunstner, designer, arkitekt, forfatter, danser, eller noget der ligner.

På Talentskolen kan du vælge mellem fire linjer: Skuespil/musical, Forfatter, Film/Animation og Kunst/Design.

Så hvis du er optaget af at udtrykke dig kunstnerisk, og har lyst til at gå seriøst til arbejdet, så er der plads til dig på Talentskolen.

Talentskolen tilbyder 3-årige kurser, som du kan passe sideløbende med f.eks. en ungdomsuddannelse eller et job. Linjerne er kunstneriske grundkurser på samme niveau, som det allerede eksisterende MGK (musikalsk grundkursus).  Talentskolen forbereder unge på at søge optagelse på de videregående kunstneriske uddannelser, som f.eks. Statens Teaterskole, Den Danske Filmskole, Det Kongelige Danske Kunstakademi osv. Men du kan også gå på Talentskolen, hvis du bare har lyst til at fordybe dig og blive udfordret på dine evner.

Undervisningen finder sted i Næstved 10 timer om ugen efter skoletid i 36 uger om året – undtagen forfatterlinjen, der overvejende foregår som fjernundervisning. På alle linjer kræves optagelsesprøve for at komme ind.

Talentskolen er finansieret af Næstved Kommune, men du skal også beregne en deltagerbetaling på 400,- kr. om måneden.

Kontakt: 

Grønnegade Kaserne Kulturcenter

Grønnegade 10 B

4700 Næstved

Tel: 25451406

talentskolen@naestved.dk 

Se mere her: www.talentskolen.nu