Sprog på NGH

Vejen til hele verden går gennem sprog, og NGH er et internationalt orienteret gymnasium.

Vi tilbyder engelsk, tysk, fransk, spansk, russisk og kinesisk, og vi tilbyder alle sprogfag på højeste niveau.

Confucius
NGH er desuden det ene af kun en lille håndfuld gymnasier i Danmark, der har et Confucius klasselokale - i forbindelse med kinesisk - i samarbejde med Confucius Instituttet på Niels Brock Copenhagen Business College.

Master classes i engelsk, fransk og spansk
Vi tilbyder Master Classes i både engelsk, fransk og spansk. Master Classes er for dig, der vil arbejde ekstra for at dygtiggøre dig i et fremmedsprog.

Engelsk Master Class samarbejder med ”Cambridge English, Exam Preparation Centre”.

Med Spansk Master Class arbejder man med Instituto Cervantes, og der er mulighed for en studietur med 'home stays' og ikke mindst, undervisning i Malaga.

Fransk masterclass fordyber sig i fransk kultur og træner talefærdighed i hverdagssituationer. En studietur til Paris skaber mulighed for at afprøve sprogfærdigheden i autentiske rammer.

Udveksling over hele verden
NGH har desuden mange udvekslingsaftaler, da vi mener at det er en af de bedste måde at lære fremmedsprog og nye kulturer at kende på - helt tæt på.

I tysk samarbejder vi med en skole i Lübeck gennem et EU-projekt, i fransk har vi to udvekslings samarbejder, nemlig Lycée Pilote Innovant International, tæt på Poitiers, og Lycée Hilaire de Chardonnet i Chalon-sur-Saône.
I spansk samarbejder vi med IES Pablo Picasso i Málaga, og i russisk med både en skole i Skt. Petersborg og Det Skandinaviske Gymnasium i Kiev, Ukraine.
I kinesisk har vi i en årrække samarbejdet med ”No. 4 Highschool i Jiaxing,” som vi besøger, når vi er på studietur i Kina.

Engelsk

Emnerne, der bliver undervist i i engelsk, varierer meget, men alle elever kommer igennem temaer med fokus på USA, UK og et andet engelsktalende land, hvor historiske, samfundsfaglige og kulturelle aspekter er i højsædet, selvfølgelig sammen med det engelske sprog i både skrift og tale.

Engelsk er også et meget populært fag at skrive Studieretningsprojekt i, og derudover er engelsk tit et af de fag, der bliver rejst i, enten i forbindelse med studieturen i 2. g eller en flerdages-eksursion i 3.g, hvor temaet f.eks. kan være Shakespeare med et besøg på The Globe i London.

Engelskfaget åbner op for mange muligheder i forbindelse med videregående studier, og mange uddannelser har desuden engelsk undervisningsmateriale på et relativt højt niveau.

Engelsk Master Class
Engelsk Master Class er et fantastisk tilbud til dig, der ønsker mere personlig udfordring i faget og  ønsker at højne dit faglige niveau.
Engelsk Master Class er opdelt i tre discipliner, så det tilgodeser forskellige elevtyper. Og der er elever, som elsker engelsk så meget, at de deltager i alle tre discipliner.

Cambridge Advanced English
Vi kan tilbyde Cambridge Advanced English, som er et selvstudie med enkelte undervisningsmoduler og med en afsluttende eksamen i de 4 discipliner: Listening, Speaking, Use of English og Writing. Efter endt eksamen får eleverne et flot certifikat, som de kan bruge, hvis de vil studere eller arbejde i udlandet efter endt studentereksamen.

Debating
Vi har efterhånden en rigtig god debating-tradition på skolen, da eleverne hvert år talstærkt melder sig til Debating-delen af Engelsk Master Class. Eleverne lærer her debat-færdigheder, så de bliver i stand til at deltage i debat med andre skoler på et højt fagligt niveau.
NGH er hvert år vært for ESU Debating Cup region syd, hvor sydsjællandske skoler mødes og debatterer på et venskabelig plan, inden de til sidst samles med region nord i en finale for alle tilmeldte gymnasieskoler på Sjælland.
 

Public Speaking
Sidst men ikke mindst består Engelsk Master Class også af Public Speaking, som ligger i forlængelse af Debating. Her konkurreres der på individuelt plan, da to elever får muligheden for at repræsentere NGH i semifinalen på baggrund af en tale på 5 minutter, skrevet ud fra et givent emne. Vinderen af ESU Public Speaking-konkurrencen bliver sendt til London til den Internationale Public Speaking-konkurrence for at repræsentere Danmark.

Fransk

Sprog er nødvendige for at kunne agere i en globaliseret verden og have kulturel forståelse.

Faget fransk på NGH har en traditionsrig udvekslings-aftale med Chalon-sur-Saône i Bourgogne, hvor eleverne bor hos franske familier, taler ‘rigtigt’ fransk og oplever fransk kultur på nært hold.

Master Class
Fransk Master Class træner hverdagsfransk og giver mulighed for fordybelse i selvvalgte emner.

Hvad kan fransk bruges til?
Fransk er et hovedsprog i EU og FN og tales i store dele af verden, fx i Afrika, Canada, i internationale organisationer og virksomheder. Oplagte erhvervsmuligheder er tolk, oversætter, kommunikationsmedarbejder, diplomat, lærer, men sproget er desuden en stor hjælp i en lang række erhverv: ingeniør, læge, musiker, kok, konsulent, ‘sælger’ m.m.

Det er sjovt at lære fransk
Det er sjovt at lære sprog, mens man leger - og selv begyndere kan være med.
Se denne lille ‘lommefilm’ - vinder af lærernes pris til Lommefilm-festival 2017: "La bonne action de Cupidon":

 

 

 

 

 

Kinesisk

Vores Confucius Classroom betyder konkret, at vi bl.a. har mulighed for at trække på kinesiske undervisere, kontakter til universiteter og skoler i Kina og få tilført midler til vores mange aktiviteter såsom udflugter, fællesspisning, fejring af kinesiske højtider og meget andet.

 

Summer school i Beijing
Eleverne, der har kinesisk, har mulighed for at deltage på en “summer school” i Beijing i august efter 3.g, og de har desuden mulighed for at søge scholarships, så de efter gymnasiet kan studere et halvt år på Beijing Normal University. Hvis en elev tilbydes dette scholarship er alle udgifter finansieret – herunder bolig og lommepenge.

Studietur
Hvert andet år sender vi en klasse af sted til Jiaxing, som en del af vores 12-dages studietur, hvor eleverne noget af tiden er privat indkvarteret hos en kinesisk familie. På turen besøger eleverne forskellige skoler og virksomheder, og får samtidig et indblik i et samfund og en kultur, der er markant anderledes end det de kender.

Udveksling
Hvert andet år modtager NGH ligeledes kinesiske elever, der bliver privat indkvarteret hos skolens elever.
Samarbejdet er en stor fordel for eleverne på NGH i form af den sproglige og kulturelle kontakt med jævnaldrende i et andet land.

I forbindelse med deres studietur i efteråret 2017 producerede eleverne denne film om Kina. Se den her:

 

Spansk

Spansk er - sammen med kinesisk og engelsk - det mest talte sprog på verdensplan, og dermed den sproglige adgang til mange kulturer og anderledes samfundsformer end dem vi kender i Danmark.

Alene i USA (hvor sproget ikke er det nationale sprog) er der 55 millioner indbyggere, der taler spansk. I 2050 skønnes det at være 250 millioner – så det er et verdenssprog, der ekspanderer. Der er og vil være gode muligheder med spansk i bagagen – og med sprog generelt. Sprog er nøglen til andre kulturer og interkulturel dialog – der grundlaget for fremtidens samfund.

Spansk som begyndersprog
Spansk er i gymnasiet et begyndersprog på A- niveau. Dvs. at vi begynder fra bunden, og men arbejder os op til at læse og studere emner inden for kultur, historie og samfund. På valghold kan sproget afsluttes på B-niveau efter 2 år, afhængigt af dine andre valg.

Undervisning
Undervisningen er anvendelsesorienteret mod simple hverdagssituationer – og vi arbejder med at bygge faste kommunikationsstrategier og situationer ind i undervisningen. Det gør vi via mange forskellige og spændende  emner og sjove øvelser, der træner dialogen og forståelsen.

Derudover er der tradition for at spanskholdene laver aktiviteter sammen hvert år – det kan være filmarrangementer i biografen, salsa/flamenco-undervisning eller foredrag om fx situationen i Catalonien. Spansk deltager også ofte i studieture og udvekslinger.

Samarbejde i udlandet
Spansk har gennem årene arbejdet sammen med mange gymnasier i Spanien. Sidste år etablerede vi en ny kontakt med skolen IES Pablo Picasso – i centrum af Málaga. Det første hold har været afsted på udveksling i 2018. Forår 2019 er det nye hold ved at blive planlagt.

Spansk Master Class
Spansk arrangerer hvert år Master class for de elever, der har ekstra gode evner for og interesse i sproget, historien og kulturen. Undervisningen er frivillig, og krones med et sprogskoleophold i Spanien samt muligheden for at deltage i den spanske stats officielle eksamen DELE – der udbydes af Instituto Cervantes. DELE giver fx adgang til at studere på spanske uddannelser i et senere forløb – fx via ens valgte videregående uddannelse

Hvad kan man bruge spansk til?
Det globale udsyn vil hos mange ændre sig, hvis de har haft spansk i gymnasiet og dér har arbejdet med spansk sprog og kultur, historie og samfundsforhold. Fx via forløb om migration, familiemønstre, sportskultur (fx fodbold som religion), Nomas gastronomiske revolution i Bolivia, unges forhold i Spanien, den spanske borgerkrig etc.

Spansk er også et velvalgt sprog i forhold til at arbejde i og med spansksprogede lande. Store dele af Latinamerika er spansksprogede ligesom store dele af det sydlige USA. Det kan være i forhold til handel eller med diverse humanitære projekter.
Spansk er et af de mest populære sprog at studere i vores nabolande. I Norge og Sverige er sproget topprioriteret. Man har tilmed også i år inkluderet sproget i det kinesiske gymnasium som 2. fremmedsprog.

Valgfags/studieretnings info
Spansk kan vælges som valgfag, dvs som 2. fremmedsprog både på HF og STX. Dog kun på B-niveau (2-årigt) i HF, hvilket også er en mulighed på STX.

Tysk

I den daglige undervisning tilrettelægges forløb, der viser aspekter af Tysklands dramatiske historie og den betydning historien har i Tyskland. Det gælder verdenskrigene, Den kolde krig, murens fald og Tysklands genforening, men også de udfordringer, som landet står overfor i disse år. Undervisningen giver også et billede af, hvad der ligger i moderne tysk identitet og hvad det vil sige at være ung i Tyskland.

Tyskfaget er nu som tidligere et litterært fag, men i dag læser vi fortrinsvis kortere tekster af nyere dato. Ældre tekster indgår også, og eventyrgenren er næsten en fast bestanddel af faget.

I de sidste ca. 10 år har arbejdet med film udgjort en stadig større del af det daglige arbejde, men arbejdet med sprogfærdighed (ordforråd, taleøvelser, grammatik osv.) fylder også meget i faget, da det handler om at give eleverne så gode sproglige kompetencer som muligt. Det skriftlige arbejde fylder også en del, men faget afsluttes kun med en mundtlig eksamen, med mindre man vælger faget på A-niveau (studieretning eller valgfag).

Internationalt samarbejde
I tysk deltager vi pt i et interregionalt samarbejde med en skole i Lübeck, hvor eleverne sammen med tyske elever undersøger og løser konkrete problemstillinger samt præsenterer disse for forskellige aktører. Dette samarbejde er støttet af EU. Et hold tyskelever fra NHG har allerede været i Lübeck i tre dage, og i foråret 2019 kommer de tyske elever på genbesøg her i Næstved.
Derudover er der i tyskfaget mulighed for at tage på forskellige ture til Tyskland grundet den korte afstand (julemarkedet i Lübeck eller ekskursion til f.eks. Hamburg eller Berlin). Især flerdagesture til Berlin gennemføres ofte.

Elever, der er interesserede i tysk, har også mulighed for at deltage i “Sprogolympiaden”, som er en del af fagets talentudvikling. Her konkurrerer eleverne imod andre skoler indenfor områder som kultur, litteratur og grammatik.

Hvad kan tysk bruges til?
Gode tyskkundskaber giver mange muligheder ift. valg af uddannelse og jobmuligheder. Den stærke akademiske tradition i Tyskland gør, at der på mange studier læses tyske forfattere og teoretikere. Forståelsen for Tyskland og Tysklands rolle særligt i Europa men også generelt i verden gør faget meget relevant. Danmarks største eksportmarked er fortsat Tyskland, hvilket gør gode tyskkundskaber meget værdifulde.

 

Kortfilm lavet til Lommefilmsfestivallen af Katrine, Ida-Sofie, Ramack og Rebecca - alle 2t

 

 

Valgfags/studieretnings info
Tysk kan vælges på både A-niveau og B-niveau, og faget kan vælges både som studieretningsfag og som valgfag. Tysk indgår som studieretningsfag i følgende studieretning: Tysk A, Engelsk A og Samfundsfag B.

Russisk

Ud over det systematiske arbejde med at lære det russiske sprog, arbejder vi også med kultur, historie og samfundsforhold i bredeste forstand, og får på den måde kendskab til en kultur, der på nogle punkter er anderledes og på andre meget som vores egen.

Russiskhold er som regel små hold, hvilket giver holdene et anderledes sammenhold og en anden atmosfære.

Udveksling og samarbejde
Vi har pt. to samarbejdspartnere: En skole i Skt. Petersborg og Det Skandinaviske Gymnasium i Kiev, Ukraine.

Hvert andet år tager 2.g og 3.g russiskholdet sammen på udvekslingstur. Sidste gang var vi i Skt. Petersborg. En af 3.g-eleverne lavede en film om turen:

Det Skandinaviske Gymnasium i Kiev, hvor vi tidligere har været på udveksling, er en oplagt mulighed for elever, der gerne vil på en længere individuel studierejse i 3.g.

Hvad siger tidligere elever?

Hvad en tidligere elev har skrevet i 2018 (uddrag): 

”Efter gymnasiet søgte jeg ind på Københavns Universitet for at læse russisk. …. nu er jeg på kandidaten…

Jeg sidder pt. i Moskva og skriver denne mail, da det også er lykkedes mig at få en praktikplads i Handelsafdelingen på den Danske Ambassade i Moskva. Her skal jeg være indtil februar 2019. Det er rigtig spændende arbejde, som handler om at få danske virksomheder ind på russiske marked.  (...) 

Grunden til, at jeg skriver til dig er for at sige tak for at vise, at det også er en mulighed at arbejde med Rusland og Østeuropa. Jeg tror, at det var turen til Ukraine i efteråret 2013, som virkelig fangede min interesse. Især da det hele ramlede sammen et par måneder senere.”

 

”Jeg vil sige, at russisk har givet mig meget, som jeg føler, at jeg kan bruge. Det giver en unik profil - som man dog er nødt til at kombinere med anden erfaring. Alle mine sidefag på universitet har været i international og interkulturel handel og erhvervsopbygning.”

Valgfags/studieretnings info
Russisk kan vælges som valgfag, dvs som 2. fremmedsprog

Studietur og individuelle studierejser

På NGH tilbydes alle klasser en studierejse eller udveksling med en klasse på en af de skoler, som vi samarbejder med i Europa.

Rejsen uddyber det faglige indhold i et eller flere fag, ofte sprogfagene, og kan f.eks. gå til Dublin, Berlin, London, Malta, Malaga eller Paris.
På turene kan man besøge fx ambassader, museer, virksomheder og skoler, og man får god mulighed for at øve sit fremmedsprog samt lære et nyt lands kultur og befolkning at kende.

Individuel studierejse
På Næstved Gymnasium og HF vægter vi internationale kompetencer højt, og derfor giver vi alle elever mulighed for at arrangere en individuel studierejse i løbet af deres studietid.
Med en individuel studierejse får du mulighed for at kvalificere dine sprogkompetencer og stifte bekendtskab med andre kulturer, og på den måde styrke dine kommunikative færdigheder og demokratiforståelse. 
Studierejsen giver dig mulighed for at tone din uddannelse i international retning efter dine egne interesser, i lige det land du har interesse for og som du måske ønsker at lave research i til f.eks. din SRP/SSO.

Se muligheder, regler og rammer for programmet her.