Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Musik

I musik beskæftiger du dig med musik og sang inden for både klassisk og rytmisk musik.

I musik på B og C-niveau arbejder vi både teoretisk og performativt med faget. Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, projektarbejde og fremlæggelser. 

Musikken kan blive det pusterum, der kommer til at gøre gymnasietiden endnu sjovere; hvor man mærker fællesskabet omkring en fælles interesse, som også for mange musikelever rækker ud over skoletiden, og hvor man krydrer teori med praksis og mærker glæden ved at være fælles om at få et musikalsk projekt på benene. 

Musikkundskab
Musikteori handler om at analysere forskellige musikalske stilarter og genrer, og at undersøge og forstå musikken ud fra en historisk, samfundsmæssig og kulturel synsvinkel. Desuden får du undervisning i elementer nodelære, så du kan bruge noder som et redskab i praksis.

Musikudøvelse
Musikudøvelse handler om at synge og spille - mest i kor og band, men også i alle mulige andre former. Du lærer om grundlæggende stemmedannelse og basal teknik på rytme-, bas- og akkordinstrumenter, så du kan deltage i indstudering og fremførelse af et musikstykke, som I skal optræde med for et publikum.

På Næstved Gymnasium & Hf er der mange muligheder for at spille musik sammen med andre. I løbet af året vil der været projektbaserede forløb som munder ud i forskellige koncerter.

Der vil være band, kor, vokalgruppe etc. som vil have fokus på forskellige ting og henvende sig til forskellige elever. 

Desuden er der altid mulighed for at øve, både alene og sammen med andre, i skolens musiklokaler.

Skoleåret byder bl.a. på musikcafeer, MGP, Musik/teaterforestilling hvor musikken kan afprøves foran et publikum.

Så har du lyst til at lave musik? Så hold øje med opslag og snak gerne med en musiklærer - der er plads til både øvede og mindre øvede. Vi glæder os til at spille med dig!