
Hun har syet en flot blå middelalderdragt, og værket kalder hun "Nobles Banquet", som var en middag for de rige og fine folk i middelalderen.

Carmina synes middelalderen er en fed tidsperiode, og da hun også dyrker rollespil i sin fritid, var det oplagt at lave en dragt, hun også kunne bruge.
Det var en lærer i folkeskolen, der lærte Carmina at sy i Håndværk og Design.

For tiden får hun ikke syet så meget, da hun har mistet foden til egen symaskine da hun flyttede.
Dragten er syet på Carminas farmors symaskine med en god 'true crime'-podcast i ørerne.

Carmina bliver student til sommer. Skal hun være designer? Nej - hun vil gerne læse Litteraturvidenskab. Men vil blive ved med at sy og designe i sin fritid. For tiden pusler hun med sit kostume til Næver Sleep, hvor hun skal klædes ud som Frodo fra Ringenes Herre.

Temaet for Kørners Kunstkonkurrence i 2025 er STOF.
Bag initiativet står billedkunstner John Kørner, der med konkurrencen vil inspirere de unge og give dem mod på at udtrykke sig kreativt og kunstnerisk.
Konkurrencen præsenteres i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet, Billedkunst- og Designlærerforeningen og Arken Museum for Samtidskunst.
Værkerne udstilles pt. på Vendsyssel Kunstmuseum, og til oktober kan udstillingen ses på ARKEN i Ishøj.